Resumé
Vandforsyningsplanens overordnede mål er at opstille rammerne for at sikre tilstrækkeligt drikkevand af god kvalitet til alle områder i Albertslund Kommune.
Vandforsyningsplanens overordnede mål er at opstille rammerne for at sikre tilstrækkeligt drikkevand af god kvalitet til alle områder i Albertslund Kommune.
Forsyningssikkerhed
Der er en meget høj forsyningssikkerhed i Albertslund Kommune, da HOFOR har to regionale vandledninger, som kan levere vand til borgerne i Albertslund. Drikkevandet aftappes fra enten Lejre-ledningen eller Thorsbro-ledningen.
Der er to lokale vandværker i Albertslund: Vridsløselille Vandværk og Herstedøster Vandværk. Derudover er der i dag 14 enkeltindvindere med egen indvindingsboring i Vestskoven.
Vridsløselille Vandværk kører som HOFORs grundlastværk, der producerer ca. 25% af det vand, som forbruges i kommunen. Det resterende vand aftappes fra HOFORs hovedledninger fra Lejre og Thorsbro og sendes ud til forbrugerne via tre trykforøgerstationer.
Det private Herstedøster Vandværk levere vand til omkring 145 husstande i Herstedøster Landsby.
Der er etableret en nødforsyningsledning fra HOFORs ledningsnet til Herstedøster Vandværk, så beboerne i Herstedøster Landsby kan få rent drikkevand, hvis Herstedøster Vandværk er ude af drift.
Drikkevandskvalitet
Den almene vandforsyning forsyner forbrugerne i Albertslund Kommune med drikkevand af en god kvalitet, som overholder gældende kvalitetskrav. Drikkevandskvaliteten sikres gennem en omfattende kontrol af vandkvaliteten og af vandforsyningens processer og anlæg.
Blødgøring af drikkevandet
Drikkevandet i Albertslund Kommune er hårdt, mellem 20 og 25°dH.
HOFOR arbejder med en plan for at indføre blødgøring af vandet på deres regionale vandværker. Ved blødgøring fjernes en del af kalken fra vandet. Blødgøring af vandet på de regionale værker betyder, at hårdheden af vandet i kommunen efter 2024 vil falde fra over 20 °dH til ca. 10 °dH. I forbindelse med udrulning af blødgøring i HOFOR vil der i perioder være områder hvor hårdhedsgraden vil variere.
Bæredygtighed
For at sikre en bæredygtig vandindvindingen, indvindes grundvandet efter en lokal og regional indvindingsstrategi, der sørger for at tage hensyn til vandkvalitet, beskyttelse og bevaring af våd- og naturområder samt omkostninger.
I Albertslund Kommune indvinder vi omkring 25 % af det vand, vi bruger i kommunen. På sigt ønsker HOFOR at indvinde vand fra nye indvindingsboringer i Vestskoven. Den forventede indvinding på 1.000.000 m3 vand om året vil indgå i den regionale vandforsyning.
Ledningsnettet
Ledningsnettet i kommunen stammer overvejende fra 1960'erne og vurderes at være veldimensioneret. Ledningsnettet i Risby og Herstedøster består i stor udstrækning af ældre støbejernsledninger, mens de restereden nyere vandledninger enten er lavet af PVC, Eternit, Dukatil eller PE.
Vandindvinding
Grundvandsindvindingen i Albertslund Kommune sker fra kalken, der er beskyttet af et øvre morænelersdække med en tykkelse på 5 - 15 m. Hovedparten af grundvandsmagasinet i kommune må beregnes som sårbart. Området omkring Vridsløselille Vandværk er mest sårbart pga. frit grundvandsspejl og ringe lertykkelse.
Arealanvendelse
I Albertslund Kommune udgør den bymæssige bebyggelse ca 40% af kommunen. De resterende 60% er grønne områder. Kommunen er omkranset af Vestskoven mod nord og af park-bæltet langs St. Vejle Å mod vest og syd. Der er tre industriområder i kommune; Hersted Industripark, Værkstedsgården og Røde Vejrmølle Industripark.
Mål
- Vi skal sikre forsyningssikkerheden gennem en stabil og robust vandforsyning
- Vi skal sørge for at vandkvaliteten er i orden, så der er godt drikkevand til alle
- Vi skal sikre at miljøet ikke belastet unødigt, når vi producerer drikkevand
- Vi skal reducere vandspild og sørge for en god udnyttelse af drikkevandet