Gå til hovedindhold

Kontrol af drikkevand

For at sikre en god drikkevandskvalitet til forbrugerne skal alle, der indvinder vand overholde visse kvalitetskrav.

  • Læs op

Indhold

    For at sikre en god drikkevandskvalitet til forbrugerne skal alle, der indvinder vand overholde visse kvalitetskrav. Kvalitetskravene til drikkevandet i Danmark er beskrevet i drikkevandsbekendtgørelsen (Bekendtgørelse nr. 975 af 27/6 2018 om vandkvalitet og tilsyn med vandforsyningsanlæg).

    Alle vandforsyninger har pligt til jævnligt at kontrollere drikkevandet, som leveres til forbrugerne. Omfanget og hyppigheden af analyserne afhænger af, hvor meget vand vandforsyningen producerer.

    Vridsløselille Vandværk og Herstedøster Vandværk har begge et fastlagt kontrolprogram i hele forsyningskædens længde. Der udtages prøver af vandet fra indvindingsboringer, på vandværket og i ledningsnettet, der distribuerer vandet til forbrugerne i Albertslund Kommune. Albertslund Kommune skal godkende alle udtagne vandanalyser.

    Enkeltindvindere med eget vandforsyningsanlæg opfordres til minimum hvert 5. år at få udtaget en vandprøve for at kontrollere kvaliteten af deres drikkevand.

    Lovpligtig kontrol hos forbrugeren

    De lovpligtige kontrolanalyser udtages hos forbrugerne som "straks-prøver", det vil sige uden udskylning før prøven udtages. Disse prøver kan være påvirket af ejendommes installationer og af stillestående vand i rørene.

    Hvis der måles overskridelser af vandkvalitetskravene på disse prøver, er det vandforsyningen, som skal dokumentere, at det vand, der er leveret til ejendommen overholder kvalitetskravene.

    HOFOR og Herstedøster Vandværk håndterer dette ved, at der ved prøvetagningen hos forbrugeren også altid udtages en "flush-prøve", som repræsenterer det vand vandforsyningen leverer til ejendommen. "Flush-prøven" udtages fra samme taphane efter min 10 minutters udskylning.

    Hvis der måles overskridelser på "straks-prøven", men ikke på "flush-prøven", vil forbrugeren blive bedt om at få efterset sine installationer og udtage en ny prøve for at vise, at vandkvaliteten er i orden.

    Overskridelse af kvalitetskrav af drikkevandet

    Hvis de analyserede prøver viser overskridelser af kvalitetskravene, træder faste procedurer i kraft mellem forsyning, kommunen og Styrelsen for Patientsikkerhed.

    Se analyseresultater

    De lovpligtige kontroller af drikkevandet bliver løbende offentliggjort på hhv. HOFOR's og Herstedøster Vandværks hjemmeside, så forbrugerne sikres nem adgang til information om drikkevandet.

    Se analyseresultater fra HOFOR

    Se analyseresultater fra Herstedøster vandværk