Relation til andre planer
Ifølge lovgivningen skal kommunen udarbejde en vandforsyningsplan, som ikke må stride mod regler udstedt i medfør af lov om vandplanlægning, kommuneplanlægning eller indsatsplanen.
Ifølge lovgivningen skal kommunen udarbejde en vandforsyningsplan, som ikke må stride mod regler udstedt i medfør af lov om vandplanlægning, kommuneplanlægning eller indsatsplanen.
Vandområdeplanen
Vandområdeplanerne er samlet en plan for at forbedre det danske vandmiljø. De skal sikre renere vand i Danmarks kystvande, søer, vandløb og grundvand i overensstemmelse med EU's vandrammedirektiv. Vandområdeplanerne for anden planperiode er baseret på en opdatering og videreførelse af vandplanerne for første planperiode og gælder fra 2015 – 2021.
Vandforsyningsplan 2019-2030 er vurderet at være i overensstemmelse med Vandområdeplanen 2015-2021.
Kommuneplan
Kommuneplanen for Albertslund Kommune udstikker hovedstrukturen for udvikling og arealanvendelse i Albertslund Kommune. Kommuneplanen beskriver også retningslinjer og rammer for denne udvikling, samt redegør for dette.
Vandforsyningsområdet skal således operere inden for disse rammer, og indholdet i vandforsyningsplanen skal derfor være i overensstemmelse med kommuneplanen.
Vandforsyningsplan 2019-2030 er vurderet at være i overensstemmelse med Kommuneplan 2018-2030.
Indsatsplan for grundvandsbeskyttelse
Der er i forbindelse med statens kortlægning af grundvandsressourcen udpeget indsatsområder i Albertslund Kommune. På baggrund af indsatsområderne og viden om yderligere områder, som kræver beskyttelse, har Albertslund Kommune udarbejdet en indsatsplan. Indsatsplanen for beskyttelse af grundvandet sætter rammer for beskyttelse af grundvandet i hele kommunen.
Vandforsyningsplan 2019-2030 er vurderet at være i overensstemmelse med Indsatsplan for grundvandsbeskyttelse 2018.